Et udvalg under kulturministeriet, har set på muligheden for at indføre en skat på brugen af Internettet. Skatten skal bruges til at kompensere musik- og filmbranchen for de penge, som de taber på grund af piratkopiering. Det kan naturligvis aldrig komme på tale!
Det er et fuldstændig håbløst forslag, og jeg undrer mig over hvem, der har fået den vanvittige ide. Internettet er for vores moderne vidensamfund, hvad knoglerne er for vores krop. En skat på Internettet ville være som knogleskørhed, og bombe os 30 år tilbage i tiden.
Foruden Internettets enorme betydning for vores økonomi og velfærdssamfund, spiller det en central rolle i forhold til ytringsfriheden, og den er vel omtrent det sidste vi kan lægge skat på. Det ville i så fald henføre os til samme stadie som Iran, Hviderusland og Nordkorea.
Endelig ville det være det rene galimatias at lade alle internetbrugere kompensere musikbranchen for, at et lille mindretal ikke kan finde ud af at betale for den musik og film de henter ned fra nettet. Og skatten ville i øvrigt være i konflikt med skattestoppet, idet provenuet fra en ny skat, altid skal føres tilbage til borgerne i form af andre skattelettelser – ikke til pladebranchen.






